Danish(DK)English (United Kingdom)
Introduktion til dødebladene

Som anført i Landsarkivets forord til dødebladene blev transskriptionen af registerbladene afsluttet i 1978 efter næsten 3 års arbejde. Nærværende database bliver nu, 30 år efter, indtastet som en transskription (og tolkning) af ovenstående transskription.

Dette er naturligvis ikke et optimalt valg, specielt set i lyset af, at politiet oprindeligt også har transskriberet de oplysninger, de fik fra mandtalsarkene. Det vil altså sige, at foreliggende data er blevet transskriberet i 3 omgange med deraf følgende fejlmuligheder. En ny transskription af originalmaterialet var dog udelukket, idet det ville forlænge arbejdet med et par år, ligesom det også kunne konstateres at mange af fejlene rent faktisk optræder i de originale registerblade. Derfor den meget diplomatiske bemærkning i forordet om "visse uoverensstemmelser mellem dette materiale og de tilsvarende folketællinger".

Lad det være sagt lige ud: "Der - er - mange fejl i registret" Cry. Det er min vurdering, at mindst 15 - 20 % af personoplysningerne på et eller andet punkt er fejlbehæftet (!).

Det skal dog understreges, at mange af fejlene er bagatelfejl. Personnavnene er ikke stavet som i kirkebøgerne, der mangler et af fornavnene, stednavnene er ikke den officielle version osv. osv.  Der er ved denne transskription gjort et stort forarbejde med at lade computeren sandsynlighedstjekke dataoplysninger, ligesom der også er oprettet et gaderegister for København, således at de mange fejlskrivninger af gadenavne er blevet rettet. De forskellige indtastere har ikke benyttet samme nomenklatur for forkortelser ligesom der desværre heller ikke har været enighed om hvilke type oplysninger, der skulle medtages. Jeg har følt at det har været nødvendigt at rette dette for at opnå et homogent materiale. Stednavne er dog ikke blevet korrigeret, uanset hvor åbenlyst fejlskrivningen måtte være. Det er bevidst overladt til læseren at fortolke, hvad der er blevet noteret. Det er dog mit indtryk, at det kun er et fåtal af de anførte stednavne, der ikke lader sig dechifrere.

Jeg retter kun persondata, der er blevet verificeret.Innocent

På et antal af registerbladene (< 5 %) er der ikke oplyst fødselsdato, men alder. På grundlag af den opgivne alder har jeg beregnet et ca. fødselsår, der er registreret som 01-01-åååå. Der er i hvert enkelt tilfælde noteret under anmærkninger at der er tale om en beregnet ca. dato. Det er en ret usikker cirkadato, da det i flere tilfælde ikke er angivet, hvornår alderen er noteret!

Jeg har været i syv sind, om hvorvidt jeg skulle medtage rubrikken "antal børn". Set gennem de demografiske briller er oplysningen værdiløs, da den nemlig ikke viser det antal børn, der var i ægteskabet, men blot det antal af børn over 10 år, der var hjemmeboende, da registerbladet blev vedligeholdt. Det er heller ikke mit indtryk, at registreringen har været lige god på de forskellige politistationer. Foreløbigt medtager jeg rubrikken, som bør læses som "at der var mindst det anførte antal børn".

Der er overalt benyttet ”aa” og ikke å. Transskriptionen fra 1978 bruger begge i flæng, helt afhængig af hvilken person, der indtastede oplysningerne. I søgefunktionerne har jeg gjort det muligt at søge med "å", men der vil altid blive kvitteret med et "aa".

Ved søgning efter en af de mange svenske indvandrere bør man være opmærksom på, at et stort antal af navnene helt eller delvist er blevet fordansket, ikke blot af politiet, men i høj grad af personerne selv. Derfor bør eksempelvis Jöns Nilsson også søges som en kombination af henholdsvis Jöns, Jøns, Jens  samt Nilsson, Nielsen, Nielson, Nielsson, Nilsen, Nilson. Samtlige kombinationer er mulige.

Jeg har følgende kommentarer til Landsarkivets forord til dødebladene:

Det er ikke korrekt, at dødebladene kun medtager kvinder i enkestand. Udover enkerne er der i tusindvis af frøkener, tjenestepiger og selverhvervende kvinder i registret. Det vil være mere rigtigt at sige at dødsfald af gifte hjemmeboende kvinder og hjemmeboende døtre (med mange undtagelser) ikke er registreret.

Registret skulle rumme alle mandlige personer over 10 år. Dette er ikke korrekt. Mange dødsfald af hjemmeboende sønner, også over de 14 år, er ikke registreret.